Gene Clark fik aldrig den plads på rockmusikkens eftertragtede himmelhvælv, som hans talent ellers berettigede til. Dertil var hans pladeproduktion for ujævn, og hans sind for vanskeligt. Det kunne ellers være gået anderledes. Clark var som få begunstiget af både stemme, meloditække og udseende, og havde han forvaltet talenterne anderledes, skulle hans eftermæle ikke kun tegnes af få dedikeredes forsøg på at råbe den musikinteresserede verden op om denne rå og utilpassede diamant. Clarks navn skulle, hvis den store retfærdighed også indbefattede besværlige enegængere, nævnes sammen med navne som Kris Kristofferson og andre koryfæer, der måske ikke er store sællerter, men hvis sange og ikoniske ansigter genkendes og anerkendes af musikelskere, der graver bare lidt dybere.
Det startede ellers så godt for drengen fra Missouri. Han var med til at grundlægge The Byrds, USA’s svar på The Beatles, der som alle de øvrige store tresser-bands startede med primært at indspille andres sange. Gene Clark var det første Byrds-medlem, der for alvor greb sangskriver-pennen, og han blev Byrds-gruppens vigtigste sangskriver i gruppens første år. Talentet var mere end til stede hos den unge mand med de gode “looks”. Han skrev sange som ”Feel a Whole Lot Better,” “Here Without You,” og “Eight Miles High”, der sammen med de mange Dylan-covers, som gruppen ligeledes er kendt for, er nogle af de mest kendte sange i Byrds-kanonen.
Men Clark var utilpasset. Selvom succesen var hjemme, ville Clark ud. Han gik solo i 1966, men selvom solokarrieren indledtes med en kunstnerisk succes, pladen Gene Clark With the Gosdin Brothers, var den ingen sællert, hvilket efterhånden blev et særkende for hans pladeproduktion. Alkoholen begyndte langsomt at spille en for stor rolle i hans liv. Biografier påstår, at han var manio-depressiv, og at selvmedicinering med alkohol og stoffer kun skubbede karrieren ud på et endnu større sidespor.
Men musikken kom stadig ud, selvom pladeudgivelserne efterhånden faldt mere og mere sporadisk på forretningernes diske. En undtagelse var pladen og hovedværket No Other fra 1974, hvor Clark fik et ordentligt pladebudget at arbejde med. Resultatet er et evigtgyldigt mesterværk, hvor traditionelle countryklange kolliderer med reminiscenser fra aluttressernes flower-power periode, holdt sammen af gode sange og den stemme, der på bedste vis eskorteter sangene ud over rampen.
Helt så godt blev det aldrig igen, men Clark skrev stadig gode sange, og hans stigende personlige problemer fungerede som et makabert afsæt for at skrive sange, der melankolsk og hjertegribende griber fast i lytteren. Lyt til Gypsy Rider, og du forstår.
Gene Clark døde af et hjerteanfald i1991, blot 46 år gammel. Man må vel kalde ham et uforløst talent og en mand med mange indre dæmoner. Måske var dæmonerne hans vigtigste kilde til sangene, der stadig står og lyser.
