Nyere tysk film: Hvorfor den massive begejstring?

For et par dage siden læste jeg endnu et begejstret indlæg om samtidig tysk film. Det er især Das Leben der Anderen af Florian Henckel von Donnersmarck, der får alle op på stolene af begejstring. Den fik priser her der og alle vegne, og alle talte varmt og med intellektuel begejstring om denne film, der beretter om den grumme tid under DDR-regimet. Jeg forstår ikke begejstringen. Og i nedenstående indlæg fortæller jeg hvorfor…

Tysk film er for tiden travlt optaget af at gøre op med fortidige synder som nazisme og kommunisme. Det handler om at komme videre med hovedet nogenlunde højt løftet. Og der er som bekendt rigeligt at tage fat på. I Der Untergang af Oliver Hirschbiegel var vi vidne til Hitler-regimets undergang på på nærmeste hold, og selvom filmen var et personificeret portræt af de øverste nazi-lederes untergang, var vi også vidne til en heltemodig tysk befolkning, der svigtet og forsvarsløs blev ofre for nazismens hovmod, i takt med at russerne indtog Berlin.

Der Untergang er derfor en film, der på den ene placerer ansvaret for nazismens uhyrlige gerninger, men på den anden side fritages det tyske folk for meddelagtighed. Det er så smag og behag, om man i et historisk perspektiv tager denne forklaring for gode varer, eller om filmen snarere er et nutidigt forsøg på at fjerne den tunge nazistiske sky fra et nutidigt tysk folk. Men tag ikke fejl: Det er stadig en god film. En historiker vil nok bare komme med en række indvendinger mod at lade enkeltpersoner være ansvarlige for et helt folks forbrydelser …

Men hvad med Das Leben der Anderen?  Hvad gør den til et af tiårets mest overvurderede film? Her skal vi kigge nærmere på filmens karakterer og fortællegreb. Filmen handler kort og godt om en DDR-mands udvikling fra at være modbydelig forhørsleder for Stasi til at blive en humanistisk borger med hjertet solidt og varmt bankende for det tyske folk. Lyder det for tykt? Ja, og karakteristisk for filmens stereotype pointer finder denne udvikling sted parallelt med en social deroute, hvor den overtydelige pointe er, at de dumme svin bestemmer i et diktatur, mens de gode mennesker sidder på magten i demokratiet. Og hvad så?

Centralt i filmens handling er et kunstnerpar, som Stasi-agenten overvåger. Han er teaterinstruktør – hun skuespiller. Kunstnerparret er filmens humanistiske og demokratiske centrum, og det er under overvågningen af parret, at Stasi-agenten hiver sin menneskelighed frem af gemmerne. Den endelige omvæltning sker i en tåreladet scene, hvor Stasi-agenten sidder på sin lyttepost på et koldt og ensomt loft, og hvor han gennem høretelefonerne hører den skønneste musik, der endelig forløser ham fra hans menneskekolde og kommunistiske ham.

Kunsten som vej til det sandt menneskelige og humanistiske! En smuk tanke, men det fungerer ikke. Det er uvedkommende, at en film med så alvorlige temaer vælter rundt i klicheer og stereotyper som den menneskeligt forløsende og smukke kunst. Stor kunst kan være grum og udstråle de mest modbydelige ideologier. Et nærværende eksempel er Hitler, der var yderst bevidst om at lade kunsten støtte de nazistiske ideologier. 

Det er desuden melodrama i ordets værste betydning at lade den smukke skuespillerinde voldtage på bagsædet af en bil af et grumt og fedladent Stasi-overhoved. var det sket i en amerikansk film, ville alle have rystet på hovedet og råbt “følelsesporno” ud over hele salen. Men nu er det tysk film, og det er ment så godt.

Das Leben der Anderen er endnu et forsøg på at udfri den moderne tysker fra fortidens åg. Spørgsmålet er, om ikke man havde gjort det bedre ved at fremstille konflikter og personer realistiske og troværdige. Das Leben der Anderen efterlod i hver fald mig underlig kold og med en følelse af, at jeg var blevet manipuleret til at tro, at det gode heldigvis havde sejret, og at det tyske folk heldigvis og ganske belejligt var uden skyld i de forbrydelser, som styret legitimerede.

Gene Clark – tragisk loner

I går modtog jeg med posten endnu et posthumt udgivet album med den amerikanske sanger og sangskriver Gene Clark. Selvom Clark døde for snart 20 år siden, kommer der stadig liveoptagelser, uudgivne studiespor og andet fra gemmerne, og det tyder på, at en lille dedikeret skare stadig er interesseret i alt fra denne nærmest ukendte store skikkelse i amerikansk musikliv. At han er ukendt, råder jeg nu bod på. så lær ham at kende i det følgende. For din egen skyld!

Gene Clark fik aldrig den plads på rockmusikkens eftertragtede himmelhvælv, som hans talent ellers berettigede til. Dertil var hans pladeproduktion for ujævn, og hans sind for vanskeligt. Det kunne ellers være gået anderledes. Clark var som få begunstiget af både stemme, meloditække og udseende, og havde han forvaltet talenterne anderledes, skulle hans eftermæle ikke kun tegnes af få dedikeredes forsøg på at råbe den musikinteresserede verden op om denne rå og utilpassede diamant. Clarks navn skulle, hvis den store retfærdighed også indbefattede besværlige enegængere, nævnes sammen med navne som Kris Kristofferson og andre koryfæer, der måske ikke er store sællerter, men hvis sange og ikoniske ansigter genkendes og anerkendes af musikelskere, der graver bare lidt dybere.

Det startede ellers så godt for drengen fra Missouri. Han var med til at grundlægge The Byrds, USA’s svar på The Beatles, der som alle de øvrige store tresser-bands startede med primært at indspille andres sange. Gene Clark var det første Byrds-medlem, der for alvor greb sangskriver-pennen, og han blev Byrds-gruppens vigtigste sangskriver i gruppens første år. Talentet var mere end til stede hos den unge mand med de gode “looks”. Han skrev sange som  ”Feel a Whole Lot Better,” “Here Without You,” og “Eight Miles High”, der sammen med de mange Dylan-covers, som gruppen ligeledes er kendt for, er nogle af de mest kendte sange i Byrds-kanonen.

Men Clark var utilpasset. Selvom succesen var hjemme, ville Clark ud. Han gik solo i 1966, men selvom solokarrieren indledtes med en kunstnerisk succes, pladen Gene Clark With the Gosdin Brothers, var den ingen sællert, hvilket efterhånden blev et særkende for hans pladeproduktion. Alkoholen begyndte langsomt at spille en for stor rolle i hans liv. Biografier påstår, at han var manio-depressiv, og at selvmedicinering med alkohol og stoffer kun skubbede karrieren ud på et endnu større sidespor.

    Men musikken kom stadig ud, selvom pladeudgivelserne efterhånden faldt mere og mere sporadisk på forretningernes diske. En undtagelse var pladen og hovedværket  No Other fra 1974, hvor Clark fik et ordentligt pladebudget at arbejde med. Resultatet er et evigtgyldigt mesterværk, hvor traditionelle countryklange kolliderer med reminiscenser fra aluttressernes flower-power periode, holdt sammen af gode sange og den stemme, der på bedste vis eskorteter sangene ud over rampen.

Helt så godt blev det aldrig igen, men Clark skrev stadig gode sange, og hans stigende personlige problemer fungerede som et makabert afsæt for at skrive sange, der melankolsk og hjertegribende griber fast i lytteren. Lyt til Gypsy Rider, og du forstår.

Gene Clark døde af et hjerteanfald i1991, blot 46 år gammel. Man må vel kalde ham et uforløst talent og en mand med mange indre dæmoner. Måske var dæmonerne hans vigtigste kilde til sangene, der stadig står og lyser.